Hvilken hundemad er bedst? | Gode råd fra HIKE
Hvilken hundemad er bedst?
Din hund fortjener det bedste foder, og som hundeejer vil du helt sikkert gøre alt, hvad du kan, for at din hund får lige præcis det, den har brug for. Men hvilken hundemad er bedst? Det kan være vanskeligt at finde hoved og hale i de mange forskellige produkter, der er på markedet, som alle sammen hævder, at være de bedste. Så hvordan vælger du den bedste hundemad til lige præcis din hund? Det vil vi se nærmere på her.
Hundemaden skal passe til den enkelte hund
Der findes groft sagt ikke noget hundemad, der er det bedste. Det er nemlig individuelt fra hund til hund, hvilket foder den har behov for. Hvalpe har behov for én type foder, voksne hunde har behov for en anden, og ældre hunde kan have behov for en tredje. Derudover kan der være forskelle fra race til race og særlige behov, nogle hunde kan have. Endelig kan nogle hunde have allergi eller intolerance, som der skal tages hensyn til. Det er kort sagt umuligt at udpege én specifik type hundemad, der er den bedste for alle hunde.
I stedet bør du undersøge og sætte dig grundigt ind i, hvilket foder der er det bedste for lige præcis din hund. Hundemaden har nemlig betydning for din hunds trivsel, sundhed, energi og velbefindende.
Hvad er det første du skal sikre dig?
Det første du bør se på, når du skal vælge hundemad til din hund, er hundens alder. Er din hund en hvalp, skal den have hvalpefoder. Det er tilpasset de særlige behov hvalpen har under opvæksten, derfor er det vigtigt at din hvalp får hvalpefoder.
Er din hund oppe i alderen, bør du overveje et seniorfoder, da ældre hunde ofte har aldersbetingede behov, der er taget højde for i seniorfoder.
Til voksne hunde findes der i overordnet set tre “typer” af foder. Det almindelige voksenfoder er balanceret foder, som passer til de fleste almindelige voksne hunde. Et slankefoder har et lavere kalorieindhold end almindeligt voksenfoder og kan være velegnet til voksne hunde, der skal tabe sig eller har let til at tage på. Den sidste type er højenergifoder, der er et kraftigere foder til f.eks. aktive hunde, der bruger meget energi, skal tage på i vægt eller komme sig efter sygdom. Af de overordnede typer findes der så forskellige muligheder, der f.eks. kan adskille sig på hvilke råvarer foderet er sammensat af.
Har din hund allergier eller intolerancer, der er relateret til kosten, skal man naturligvis have det med i sine overvejelser og være opmærksom på det, når man vælger foder. Så kan det f.eks. være relevant at vælge kornfrit foder til en hund med allergi, der relaterer sig til kornprodukter.
Generelle råd omkring valg af hundemad
Selvom det er individuelt fra hund til hund, hvilket hundefoder der er det bedste, så er der alligevel nogle generelle pejlemærker, du kan gå efter, når du skal vælge foder til din hund.
Vær opmærksom på om foderet er et fuldfoder eller fuldkost. Tørfoder er næsten altid fuldfoder. At foderet er et fuldfoder betyder, at det bl.a. indeholder de vitaminer og mineraler som hunden har behov for på daglig basis, så foderet alene dækker en almindelig rask hunds næringsbehov. Er foderet ikke et fuldfoder, kan det være nødvendigt at supplere med eksempelvis vitaminer. Nogle hunde kan også have særlige behov, der gør at de skal have tilskud ud over fuldfoderet, det kan være f.eks. på grund af sygdom. Vælger man et fuldfoder, er man sikret at hundens grundlæggende ernæring er på plads, så den ikke kommer til at mangle vitaminer eller andet.
Det bedste pejlemærke for om din hund får det rigtige foder er din hund. Hvis din hund er sund, rask og trives med sin mad, får den højst sandsynligt den rigtige mad.