Min hund vil ikke spise | Gode råd fra HIKE
Pludselig vil min hund ikke spise sin hundemad, hvorfor?
Mulige årsager
Der kan være flere årsager til, at din hund pludselig ikke vil spise. Det kan skyldes fysiske eller psykiske årsager, men først og fremmest kan det være et tegn på sygdom eller smerte.
Det kan være alt fra en mindre maveforstyrrelse til mere alvorlige tilstande såsom infektioner, tandproblemer, tarmproblemer eller endda kræft. Det er derfor vigtigt at observere sin hund nøje og konsultere en dyrlæge, hvis adfærden fortsætter.
Nogle gange kan ændringer i kosten eller miljøet også påvirke hundens appetit. Stress, angst eller endda kedsomhed kan medvirke til at reducere appetitten.
Ny hundemad
Hvis du har købt en ny slags hundemad, som måske har en anden smag, konsistens eller størrelse, kan det tage tid for din hund at vænne sig til den nye kost.
Man bør også for at få et godt resultat være opmærksom på måden man skifter hundemad på. Ikke alle hunde elsker forandringer, så der kan godt gå op til et par uger før din hund har vænnet sig til det. Det kræver ofte både tid og tålmodighed før man kan vurdere, om hunden bedre kan lide den nye smag og konsistens. Du kan få gode råd til foderskifte her.
Ændringer i hundens miljø eller rutiner
Flytning til et nyt hjem, introduktion af nye kæledyr eller familiemedlemmer kan forårsage stress eller angst, hvilket kan påvirke dens spisevaner.
Hormonelle forstyrrelser såsom løbetid kan også påvirke din hunds ædelyst. Tæver i løbetid vil ofte ændre adfærd i forhold til ædelyst. Nogle vil gå fra maden, mens andre helst vil have dobbelt portion.
Hanhunde vil også reagere på løbske tæver, og nogle hanhunde spiser næsten ikke i de perioder, hvor der er løbske tæver i nærheden. Nogle gange kan hunde blot være mætte eller have mindre appetit på grund af mindre fysisk aktivitet eller ændringer i deres energibehov.
Ny hundehvalp i hjemmet
Når en hundehvalp skifter hjem, kan den være stresset eller overvældet af den nye situation, hvilket kan påvirke dens spisevaner. Den er måske alene uden sin mor og søskende for første gang, og samtidigt med alle de nye indtryk den oplever i sit nye hjem, kan dette sagtens medføre en midlertidig appetitløshed. Det er også værd at overveje, om din hvalp muligvis er blevet overfodret, hvilket kan føre til midlertidigt tab af appetit.
Gode råd omkring fodring af din hvalp finder du her.
Seniorhunde
Der kan være forskellige årsager til at du kan opleve, at din seniorhund får nedsat appetit eller helt går fra madskålen. Det kan være sundhedsmæssige problemer, såsom tandpine eller tandkødssygdomme, der kan gøre det smertefuldt for dem at spise.
Ældre hunde er også mere tilbøjelige til at udvikle sundhedsmæssige problemer såsom nyre- eller leversygdomme, infektioner, kræft eller hormonelle ubalancer, som også kan påvirke deres appetit. Ændringer i fordøjelsessystemet hos ældre hunde kan føre til kvalme, opkastning, diarré eller andre symptomer, der kan mindske deres lyst til at spise.
Ældre hunde kan udvikle ændringer i smagssansen og derfor pludselig foretrække en anden type hundemad. Man skal huske, at i takt med at hunden bliver ældre, ændres dens forskellige behov, som du kan læse mere om her.
Kræsne hunde
Ingen hunde er som udgangspunkt født kræsne, men derfor kan det sagtens være, at du kan opleve udfordringer i forhold til maden. Hvis du har sikret dig, at den mad du tilbyder din hund består af gode råvarer i en god kvalitet, så har du som udgangspunkt gjort dit til at sikre, at hunden har muligheden for at blive mæt. Hvis du har indtryk af at din hund er kræsen, kan du læse gode råd til hvordan du får bugt med det her.
Husk, vi er altid til rådighed for dig hvis du har spørgsmål, enten på telefon 8664 7339 eller kundeservice@hike.dk. Du kan også finde mere rådgivning om hundemad og fodring på hike.dk.