Gratis fragt på tørfoder Hurtig levering 1-2 hverdage 30 dages tilfredshedsgaranti Rådgivning hverdage 8-16 86 64 73 39
Kategori billede

Trives min hund? | Gode råd fra HIKE

Filtre

Trives min hund?

Hvordan giver jeg min hund de bedste betingelser for at trives?

Der er mange ting man som hundeejer skal være opmærksom på, i forhold til at give sin bedste ven alle muligheder for at få et langt og lykkeligt hundeliv.

Først og fremmest er det vigtigt at tilbyde sin hund et afbalanceret og korrekt sammensat foder, i den rette mængde, som passer til dens alder, størrelse, aktivitetsniveau og eventuelle sundhedsmæssige behov.

Ligeledes skal man sørge for at give sin hund regelmæssig og tilstrækkelig fysisk motion hver dag. Dette kan både omfatte gåture, leg i haven eller parken, løb eller andre former for aktivitet, der stimulerer hunden fysisk. Udover fysisk motion har hunde dog også brug for mental stimulering for at trives. Leg med mentalt stimulerende hundelegetøj, forskellige træningssessioner, spor eller andre aktiviteter, som holder dem mentalt aktive, er også en vigtig del i forhold til at din hund trives.

Hunde er flokdyr og har brug for social omgang, både med mennesker og andre hunde, for at trives. Sørg for, at din hund får tilstrækkelig tid sammen med både dig og andre mennesker, og at den ligeledes får muligheder for at lege og interagere med andre hunde.

Sørg for at din hund regelmæssigt bliver sundhedstjekket hos dyrlægen. Dette giver mulighed for at opdage og behandle eventuelle sundhedsproblemer i tide. Giv din hund kærlighed, opmærksomhed og omsorg hver dag. Den kærlighed du viser din hund styrker båndet mellem dig og din hund og bidrager til dens trivsel og lykke.

Ved at opretholde en sund balance mellem alle disse faktorer kan du medvirke til at din hund trives optimalt og lever et lykkeligt og sundt hundeliv.

Hvordan ved jeg om min hund trives godt på sit hundefoder?

Inden man kan drage en endelig konklusion på, om ens hund trives på sin hundemad, er der nogle ting man skal være opmærksom på.

Først og fremmest skal man være opmærksom på, i hvor lang tid man har fodret med hundemaden. Der kan nemlig godt gå noget tid, fra man skifter til et nyt foder, og til hunden har vænnet sig helt til det. De fleste hunde får det samme at spise dagligt, så deres fordøjelse kan være mere påvirkelig af ny kost. Nogle hunde har ikke problemer med at omstille maven til ny hundemad, mens andre hunde kræver en langsommere overgangsfase, hvor maven stille og roligt vænnes til den nye hundemad. Nogle hunde kan også reagere på et foderskifte ved at skifte pels, så de fælder og pelsen ser mat ud i en periode, for derefter at få en pæn og blank pels igen.

Det er også vigtigt at være opmærksom på den mængde foder man tilbyder sin hund. Der kan være stor forskel på de enkelte mærker og varianter i forhold til sammensætning og ingredienser, og dermed hvor meget mad hunden skal have.

Hvis du giver for meget mad, vil de første synlige tegn ofte være en blød og en rigelig mængde afføring. Derfor er det en god idé at bruge de første 3 uger på at finde den rette mængde mad for netop din hund. Du kan læse mere omkring foderskifte her.

Når man har fodret med det nye foder i en periode, og fået tilpasset mængden, kan man begynde at vurdere på, om man har valgt det rigtige foder.

Har jeg valgt det rigtige hundemad til min hund?

Der er flere tegn, der kan indikere, om din hund trives godt på sin hundemad. De fleste viser sig først efter man har brugt maden i en periode, da hunden skal bruge lidt tid på at tilvænne sig maden. Et tegn på, at din hund trives med sit foder, er en sund hud og en blank, skinnende pels. Hvis pelsen er mat eller skællet, eller hvis din hund klør sig meget, kan det være et tegn på, at den fodervariant du har valgt, ikke passer godt til netop din hund.

Afføringen er også en god indikator for, hvordan din hund reagerer på sit foder. Sund afføring bør være fast, velformet og let at passere. Hvis din hunds afføring er løs, vandig eller hyppig, kan det indikere fordøjelsesproblemer, måske forårsaget af for meget mad eller en type hundemad der ikke passer til din hund.

En glad og tilfreds hund vil være energisk og have et passende aktivitetsniveau. Hvis din hund virker træt eller uden interesse for leg eller motion, kan det være et tegn på, at dens foder ikke giver tilstrækkelig energi eller ernæring.

De fleste hunde der trives med sit foder, vil have en god appetit og spise med stor lyst. Nogle hunde er dog mere langsomme spisere og kan godt strække maden over længere tid. Det kan sagtens være hundens natur og er ikke nødvendigvis et tegn på at hunden ikke trives med maden. Her skal man være mere opmærksom på andre tegn på trivsel.

Hvis din hund begynder at afvise sit foder, eller over tid viser tegn på manglende interesse i sin mad, kan det være en indikation af at den ikke trives. Der kan være flere årsager til, at din hund pludselig ikke vil spise. Det kan skyldes fysiske eller psykiske årsager, men kan også være et tegn på sygdom eller smerte.

Det kan være alt fra en mindre maveforstyrrelse til mere alvorlige tilstande såsom infektioner, tandproblemer, tarmproblemer eller endda kræft. Det er derfor vigtigt at observere sin hund nøje og konsultere en dyrlæge, hvis adfærden fortsætter.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har valgt det rette foder, eller hvis du observerer nogle af ovenstående problemer, er det en god idé at tage kontakt til os for eventuelt at få gode råd i forhold til at finde den type hundemad der passer bedst til netop din hund.

Kontakt os enten på telefon 8664 7339 eller kundeservice@hike.dk. Du kan også finde mere rådgivning om hundemad og fodring på hike.dk.